ULIGHED: Forestil dig du lander i et dybt hul hvor du ikke selv kan komme op. Du råber om hjælp og en læge kommer forbi, hører dig, og kaster en recept ned til dig. Ikke længe derefter kommer en politiker forbi, hører dig, og kaster en valgbrochure ned til dig. Efterhånden som alt det papir du har fået kastet ned er godt opløst, og hullet er ved at gro til, mærker du en der kurer ned i hullet til dig, lægger armen om dig siger: ”Bare rolig, jeg kender vejen ud”. Det kan være en god ven eller bare en professionel med det rigtige overskud til at vise dig respekt og omsorg. For mange har det møde med den helt rigtige person været en redning til at komme videre.

Men, der er langt imellem hos kommunen når eks. en socialrådgiver har 55-60 aktive og risikoberørte familiesager at løse – eller mere. Det tager tid, ofte så lang tid at løsningen måske falder for sent og problemet blevet meget værre. Det der kunne løses med støtte bliver måske en dyr placering udenfor hjemmet, som også falder for sent - og udgifterne løber løbsk.

Du tror måske det er løgn – men disse personer der kender vejen ud findes men, der bliver længere imellem.

Det har været en stor øjenåbner for mig at møde et sådant menneske og tale med de familier der hjælpes. Det er benhårdt at se både socialrådgivere og familier gå ned med flaget af stress i den proces – især når du arbejder med børnene det går ud over. Man skulle ellers tro en tur til Irak og ex-Jugoslavien som soldat gjorde en hård i filten. I stedet sætter jeg spørgsmål tegn ved om de værdier vi kæmper for i udlandet overhovedet er forstået af vores lokale borgerlige magthavere i Jammerbugt.

Spørgsmålet er vel om vi i Jammerbugt tør lave den satsning der hedder at sagsbehandlere maksimalt skal have eks. 40 aktive sager. Betale hvad det koster og stole på at dette vil betyde besparelser indenfor 3-4 år. Bliver der så tid til bæredygtig hjælp til selvhjælp der ikke kun standser ulykken, men som skaber millionbesparelser, fordi vi skaber hele familier og mennesker i stedet for at symptombehandle og bureaukratisere os selv ihjel. Tiltrækker vi så de bedste professionelle og mest nærværende medarbejdere, eller skal vi blive ved med at bilde os selv ind, at alt kommunalt og fælles skal sættes under anklage bare fordi vi hverken har mod eller mandshjerte, men fører økonomisk politik, hvor vi burde lave bæredygtig socialpolitik. Kampen mod ulighed er ikke vundet, den har blot et andet ansigt – derfor skal der kæmpes imod ulighed også i dag.